• Forside
  • Erik Back
  • Kontakt

Sulcus

Zoneterapi og sundhed

  • Behandling
    • Giv selv zoneterapi
    • Lidelser
    • Zoner på foden
  • Viden
    • Foden
    • Historie
    • Mineraler
    • Teori
    • Virkning
    • Vitaminer
  • Find en zoneterapeut

Introduktion til smertefibre

januar 27, 2012 by erikback Leave a Comment

Jeg har lovet at skrive lidt om smertefibre der også kaldes A delta fibre, som er de hurtige smertefibre. De langsomme smertefibre hedder C delta fibre. Det er smertefibrene som kan være årsagen til at zoneterapi virker, men vi ved det ikke med sikkerhed.

Jeg har fundet et program i syv dele som introducerer begrebet smertefibre. Det er en amerikansk udsendelse og jeg har kun lagt et link ind til de første to afsnit, men du kan nemt finde de andre afsnit efter at have set første del.

Ha’ Det Godt: Smerte

Du kan også se en dansk udsendelse om smerte som DR’s Ha’ Det Godt har produceret sammen med Marianne Florman. (ca. 30 min.)

Small Pain Fiber 1

Small Pain Fiber 2

Filed Under: Ressourcer Tagged With: nerver, smerte, smertefibre, zoneterapi

Sådan virker dit nervesystem

januar 26, 2012 by erikback Leave a Comment

Jeg har skrevet en del om smertefibre og om hvordan zoneterapi egentlig virker, så jeg syntes at det kunne være spændende at skrive lidt om hvordan vores nervesystem virker så du kan få en idé om hvad det er der sker i kroppen. Jeg håber også at finde nogle gode videoer om smertefibre som jeg vil bringe så snart de er klar.

Selvom det virker meget enkelt så fandt jeg hurtigt ud af at det var en kompliceret opgave at skrive om nervesystemet og der er mange andre der har gjort det bedre end jeg. Derfor har jeg fundet fire videoer fra YouTube som alle fortæller om hvordan nervesystemet virker. Jeg har desværre ikke kunnet finde nogle gode danske programmer.

God fornøjelse!

1. Et program fra BBC (5:20 min)

2. Animation der viser hvordan neurotransmittere virker (4:24 min)

3. Rigtig god animation der viser hvordan nerverne fungerer på en forståelig måde (4:31 min)

4. Vældig pædagogisk intro til nervesystemet (5:25 min)

Filed Under: Ressourcer Tagged With: aksoner, nerver, nervesystemet, neurotransmitter

De 10 mest læste artikler om zoneterapi

januar 24, 2012 by erikback Leave a Comment

Top 10 © by iabusa

Siden jeg lavede hjemmesiden om i september er der kommet rigtig mange læsere til og nedenfor kan du se de ti mest populære artikler om zoneterapi.

1. Find selv zoner på foden

2. Drik forkølelsen væk (ingefærafkog)

3. Giv selv zoneterapi 2: Hovedpine del 1

4. Giv selv zoneterapi: Rygsmerter

5. Giv selv zoneterapi 8: Stress

6. Hvordan virker zoneterapi?

7. Giv selv zoneterapi 9: Smerter i lænden

8. Er din anden tå længere end storetåen?

9. Psykiske lidelser og zoneterapi

10. Giv selv zoneterapi: Dårlig mave

Det er tydeligt at læserne er meget interesserede i hvordan man selv kan give zoneterapi og det får mig til at overveje at lave en workshop eller et seminar om hvad du selv kan gøre. Hvad synes du?

Tak fordi du læser posterne og fordi du hjælper mig med at få siden til blive bedre.

.. og tak til jer fordi en af de mest brugte sider på hjemmesiden er Bestil tid til behandling med zoneterapi. Det betyder meget for mig at i har tillid til mig som behandler.

Filed Under: Ressourcer Tagged With: artikler, behandling, populær, zoneterapi

Beskyttelse mod kvaksalveri

januar 21, 2012 by erikback Leave a Comment

The Travelling Quack, 1889, Tom Merry © by electrons_fishgils

Da jeg blev uddannet til zoneterapeut blev vi undervist i lægelovens kapitel om kvaksalveri. En kvaksalver er en person der optræder som læge uden at være det. Ordet kvaksalver betyder oprindeligt ’en der kludrer med salver’.

I 1794 indførte man en lov mod kvaksalveri som har bestået helt indtil 2007. Den stod i kapitel 6 i loven om udførelse af lægegerning. Denne lov er blevet afløst af Autorisationsloven hvor begrebet kvaksalveri ikke længere omtales. I stedet er der kommet et kapitel (26) om ’Øvrige bestemmelser for sundhedsfaglig virksomhed’. Det er denne kategori alternative behandlingsformer falder ind under.

Zoneterapi har ikke en autorisation, men til gengæld er der en ordning hvor zoneterapeuter, og andre alternative behandlere, kan blive registreret hos Sundhedsstyrelsen hvis vi opfylder nogle bestemte krav. Det er det der hedder RAB eller Registreret Alternativ Behandler.

I autorisationslovens kapitel 26 står der:

§ 73. En person, der ikke har autorisation efter denne lov, kan behandle syge, jf. dog § 1, stk. 3, og § 74. Den pågældende må dog ikke i den forbindelse udsætte nogens helbred for påviselig fare.

§ 74. En person, der ikke har autorisation som læge, må ikke behandle en person for veneriske sygdomme i smittefarligt stadium, tuberkulose eller anden smitsom sygdom.

Stk. 2. En person, der ikke har autorisation som læge, må ikke, medmindre andet er særligt lovhjemlet, foretage operative indgreb, iværksætte fuldstændig eller lokal bedøvelse, yde fødselshjælp, anvende lægemidler, der kun må udleveres fra apotekerne mod recept, eller anvende røntgen- eller radiumbehandling eller behandlingsmetoder med elektriske apparater, mod hvis anvendelse af uautoriserede personer Sundhedsstyrelsen har nedlagt forbud på grund af behandlingens farlighed.

Stk. 3. Nåleakupunkturbehandling er ikke omfattet af bestemmelsen i stk. 2.

Din sikkerhed for at behandleren lever op til lovens krav er hvis behandleren har en RAB registrering. Læs min artikel fra i går om RAB: [Sådan finder du en kvalificeret behandler]

Filed Under: Ressourcer Tagged With: autorisationsloven, kvaksalver, kvaksalveri, lægelov, lov, rab, zoneterapeut

Sådan finder du en kvalificeret behandler

januar 20, 2012 by erikback 2 Comments

Registreret Alternativ Behandler

Registreret Alternativ Behandler

I den alternative verden af behandlere kan det være meget svært for dig at vide hvem du skal vælge. Der findes et hav af behandlere hvor nogle er mere seriøse end andre. Sundhedsstyrelsen har lavet en registreringsordning hvor den alternative behandler kan blive registreret hos Sundhedsstyrelsen under forudsætning af at behandleren opfylder en række krav til uddannelse og erfaring. Læs her hvilke krav der stilles til zoneterapeuten.

Det er ikke kun zoneterapeuter der kan blive Registreret Alternativ Behandler (RAB) og det er ikke Sundhedsstyrelsen der tager sig af selve godkendelsesprocessen. Den er blevet udlagt til en række foreninger der skal opfylde nogle strenge krav for at kunne udstede en RAB registrering.

Du har ikke lyst til at blive behandlet af en kvaksalver som kun har for øje at tjene penge, så derfor er det vigtigt at du ser efter hvor din behandler er registreret og hvilken forening behandleren er medlem af. Jeg er fx medlem af Zoneconnection Danmark (ZCD) som står på Sundhedsstyrelsens liste over foreninger der kan godkende RAB. På forsiden af min hjemmeside kan du se at jeg har sat et logo der tydeligt viser at jeg er RAB registreret.

RAB logoet kan se forskelligt ud afhængig af hvilken forening behandleren er medlem af, men det bør fremgå tydeligt af hjemmesiden om behandleren er RAB registreret hos Sundhedsstyrelsen. Jeg har lavet en komplet liste over godkendte foreninger så du ved hvad du skal se efter. Du kan også se hele listen hos Sundhedsstyrelsen.

Uanset hvor professionel en hjemmeside ser ud, så se efter registreringen hvis du vil være sikker på kvalificeret behandling. Hvis du ikke ser en registrering så find en anden behandler.

Foreninger der er godkendt af Sundhedsstyrelsen pr. 1. januar 2012

Biopat- og Naturopathforeningen: Biopater, biomedicinere og naturopather

Brancheforeningen for  Fysiurgisk Massage: Fysiurgiske massører

Danske Akupunktører: Akupunktører

Dansk Heilpraktiker Forening: Heilpraktikere

Dansk NLP Psykoterapeut Forening: NLP-psykoterapeuter

Dansk Selskab for Klassisk Homøopati: Klassiske homøopater

Forenede Danske Zoneterapeuter: Zoneterapeuter, akupunktører, massører og kranio-sakralterapeuter

Foreningen af Healingsterapeuter: Healingsterapeuter, samtaleterapeuter

Foreningen af Kranio-Sakral Terapeuter: Kranio-sakral terapeuter

Foreningen for Praktiserende Phytoterapeuter: Alternative behandlere inden for phytoterapi

Foreningen af Professionelle Kropsterapeuter i Danmark (FPK): Kranio-sakral terapeuter

Foreningen Danske Kinesiologer: Kinesiologer

Foreningen for Traditionel Kinesisk Zoneterapi (TKZ): Zoneterapeuter

Foreningen Nordlys RAB: Nordlys massage- og berøringsterapeuter samt Nordlys akupunktører

Foreningen Praktiserende Akupunktører (PA): Akupunktører

Foreningen Registrerede Fysiurgiske Massører: Fysiurgiske massører

Healer-Ringen: Healere

Sammenslutningen af Alternative Behandlere: Akupunktører, psykoterapeuter, zoneterapeuter, kinesiologer, massører, hypnoseterapeuter og behandlingsformen Body-sds

Zoneconnections Terapeutforening: Zoneterapeuter og akupunktører

Filed Under: Ressourcer Tagged With: alternativ behandler, foreninger, garanti for kvalitet, kvaksalver, kvalificeret behandler, rab, sundhedsstyrelsen

Biopatiske faser viser hvor rask du er

januar 17, 2012 by erikback Leave a Comment

Toxic drink © by dmuth

Jeg har tidligere nævnt biopatiske faser i min artikel om de redskaber jeg bruger til at diagnosticere. Biopatiske faser bruges primært af… ja, biopater. De er et udtryk for hvilket stadie din lidelse har og hvordan den bedst behandles. Jeg vil kort gennemgå de enkelte faser så du kan få et indtryk af hvad det egentlig går ud på.

1. Regulationsfasen

Dette er fasen hvor kroppen er sund og i god balance. De forstyrrelser der evt. måtte opstå kan kroppen sagtens selv regulere.

2. Dysfunktion

Denne fase har vi alle prøvet før eller siden. Kroppen kan ikke selv regulerer de forstyrrelser den udsættes for og det betyder en øget funktion af hud, lever, tarme og lunger. Til gengæld nedsættes energiforbruget i fx kredsløbet eller i stofskiftet.

Typiske symptomer: Diarré, forstoppelse, hovedpine, følelsesmæssig ubalance, uregelmæssig menstruation, smerter og spændinger.

3. Infektion (el. akut dysbiose)

Ved en akut infektion er kroppen nu så meget ude af balance at den vil prøve at udskille betændelse og affaldsstoffer. Derfor begynder en naturlig udrensning og man kan opleve træthed og mindre appetit. Det bedst man selv kan gøre for at hjælpe processen er at lytte til kroppen, dvs. drikke vand og hvile.

Typiske symptomer: Feber, forkølelse, diarré og øget sved, slim og urin.

4. Kronisk dysbiose

Hvis infektionen bliver værre eller udrensningen undertrykkes med medicin, så kan kroppen ikke længere selv udskille uønskede stoffer og der opstår en kronisk ubalance. Niveauet af endotoksiner stiger og kroppens afgiftningsorganer kan ikke følge med. Immunforsvaret vil konstant fokusere på at bekæmpe betændelsestilstande i kroppen og især tarmfloraen vil være påvirket.

Typiske områder der rammes: mandler, mellemøre, tandrødder, galdegange, tarm, vener, blære, urinveje, kønsorganer og negle.

5. Allergifasen

Der er mange ting man kan være allergisk overfor og allergierne vil jeg ikke beskrive nærmere, men den kroniske dysbiose belaster immunsystemet og kroppen begynder at overreagerer på ting den normalt ikke ville reagere på.

6. Depotdannelse

Når kroppen ikke længere er i stand til selv at udrense giftstoffer så ophobes de og deponeres i væv der ikke er livsvigtigt. Dvs. i muskler, bindevæv, led og sener. I denne fase bliver kroppen forgiftet af flere kilder på samme tid: Exotoksiner (miljøgifte), endotoksiner (bakterier og svampe) og autotoksiner (produceres af kroppen selv).

Denne fase er meget alvorlig og det er her sygdomme som gigt, tyktarmsbetændelse, sclerose og sukkersyge kan opstå. Slapt bindevæv kan føre til kredsløbsproblemer, blodpropper, hæmorider og åreknuder.

På grund af den store koncentration af toksiner kan en lang lang række sygdomme opstå og derfor er der essentielt at få afgiftet kroppen for sygdommene udvikler sig eller forværres.

7. Intracellulær dysbiose

Kort forklaret betyder det at toksinerne er trængt ind i kroppens celler og nedbryder dem. Det er i denne fase at der er risiko for kræftsygdomme. Det er essentielt at du gør noget aktivt for at få det bedre inden du når til denne fase!

De syv biopatiske faser startende fra et til syv kaldes degeneration mens en aktiv indsats for at afgifte og hele kroppen vil vende processen og skabe regeneration.

Nogle af de vigtigste ting du kan gøre uanset hvilken fase du er i, er at arbejde på at skabe bedre betingelser for kroppen gennem søvn, motion og kost. Gør hvad du kan for at rense kroppen, med de behandlingsformer du har til rådighed. Det kunne fx være zoneterapi.

Filed Under: Ressourcer Tagged With: allergi, biopatiske faser, degeneration, dysbiose, toksiner, zoneterapi

Dine muskler samarbejder med organerne

januar 14, 2012 by erikback Leave a Comment

The Warm Shoulder © by Goldring

Når du har ondt i musklerne så er det ikke altid dér problemet er, det kan være at der er ubalance i det tilhørende organ eller et sted langs til tilhørende meridian. Som eksempel har jeg lavet en lille liste over nogle udvalgte muskler, hvilke organer de samarbejder med og hvilke problemer der kan være årsag til muskelsmerten.

Det kan være en god idé at alliere sig med et anatomisk leksikon eller eventuelt slå musklerne op hos InnerBody (eng.) eller Motion Online (dansk).

1. Serratus anterior: Tyktarm – åndedræt.

2. Sternocleidomastoideus: Mave – hovedpine, astma, allergi

3. Pectoralis major: Mave – stress, fordøjelse, allergi

4. Brachioradialis: Mave – søvnløshed

5. Trapezius: Milt – feber og infektioner

6. Psoas: Nyre – smerter i lænd og træthed

7. Deltoideus, pars claviculari: Galdeblære – hovedpine, psyke og hormoner

8. Sartorius: Endokrine kirtler – blodsukker, træthed, blodtryk og insulin

Jeg bruger tit musklernes relationer til organer og meridianer til at afgøre hvor årsagen egentlig befinder sig. Derefter kan jeg nemmere finde ud af hvor jeg skal lægge mit fokus med zoneterapi.

Filed Under: Ressourcer Tagged With: muskeloversigt, muskelrelationer, muskler og organer, zoneterapi

Meridianer og zoneterapi

januar 12, 2012 by erikback Leave a Comment

More Needles © by mscaprikell

I zoneterapien bruger vi også begrebet meridianer. Meridianer er et lidt svævende begreb for vi kan ikke bevise eller måle en meridian, men ligesom de fem elementer er det en praktisk måde at skabe orden i noget meget komplekst.

Hvis jeg trykker eller stikker i et bestemt punkt et sted på kroppen, så vil kroppen reagere og denne reaktion kan faktisk måles ved et svagt elektrisk udsving. Ved denne påvirkning vil andre punkter i nærheden også reagere og igennem de sidste 2.000 år har traditionel kinesisk medicin fået kortlagt hvilke punkter der reagerer hvornår. Det viser sig at punkterne ikke ligger helt tilfældigt og hvis man tegner en streg mellem punkterne så får man det som kinesisk medicin kalder en meridianbane.

Det er ikke muligt at skære kroppen op og trække en meridianbane ud, for den eksisterer ikke som et fysisk begreb. Det er bare en af de bedste måder vi kan forklare og forstå sammenhængen mellem de punkter på kroppen der reagerer ved tryk eller nåle. Der forskes stadig en del i hvordan energistrømmene egentlig bevæger sig, men vi har ikke fundet noget videnskabeligt svar endnu.

Meridianerne kalder kinesisk medicin for energibaner, eller rettere, baner der transporterer vores livsenergi. Ved at påvirke meridianerne skabes en reaktion der genskaber en naturlig balance i kroppen så den kan hele sig selv.

Jeg bruger meridianerne til at finde ud af hvor det egentlige problem egentlig er. En klient kan fx have smerter i skulderen der trækker ud i armen og samtid har klienten måske vejrtrækningsproblemer. Disse symptomer ligger på tyktarmsmeridanen og hænger således sammen. Det kan være at klienten også har hudlidelser og så er jeg sikker på at både lunger og tyktarm er involverede. Disse to organer er partnerorganer og udgør metalelementet. Det betyder at der er stor sandsynlighed for at klienten lider af allergi som skaber en betændelsestilstand der sætter sig i skulderen og ud over armen.

Det er selvfølgelig ikke en stensikker diagnose, så derfor anbefaler jeg altid at klienten får en diagnose fra lægen. Fordelen ved at kunne læse disse sammenhænge er at jeg nu kan behandle klienten for allergi og samtidig lindre symptomerne i armen. Hvis klienten var gået til lægen med ondt i skulderen havde klienten kun fået symptombehandling.

Det er derfor jeg har gode oplevelser med det tværfaglige samarbejde med det etablerede behandlingssystem. Jeg har oplevet læger der har ændret deres diagnoser og behandlingsforløb baseret på de ting jeg kunne se. I alle tilfælde har klienterne fået det bedre og er blevet raske.

Så uanset om vi kan bevise meridianbanerne videnskabeligt, så ser de ud til at have en praktisk funktion der virker, så dem vil jeg fortsætte med at bruge i min behandling med zoneterapi.

Filed Under: Ressourcer Tagged With: diagnose, meridianer, symptomer, zoneterapi

Organerne i de fem elementer

januar 11, 2012 by erikback 1 Comment

De fem elementer © Erik Back 2012

Hvert af de fem elementer har nogle karakteristika og som person kan du sagtens være domineret af et bestemt element. De fem elementer er ild, jord, metal, vand og træ. Nedenfor har jeg vist hvilke af kroppens organer der hører til i hvilket element. Jeg har også vist hvilket type humør der er karakteristisk for hvert element. Dette er meget forenklet for at give dig en idé om hvad de fem elementer er og hvordan de virker.

Træelementet

Organer: lever og galdeblære

Humør: Tålmodig, godt humør, aggressiv eller vred

Ildelementet

Organer: tyndtarm, hjerte, endokrine kirtler og kredsløbet

Humør: blid, kærlig, urolig eller hysterisk

Jordelementet

Organer: mave og milt

Humør: forstående, sympati, selvmedlidenhed eller skeptisk

Metalelementet

Organer: lunger og tyktarm

Humør: positiv, lykkelig, nedtrykt eller sørgende

Vandelementet

Organer: nyre og blære

Humør: livlig, selvtillid, stille og frygt

Dette er nogle af de karakteristiske træk ved de enkelte elementer som jeg specielt bruger, men der er mange flere. Hvis jeg fx har en klient der virker negativ eller nedtrykt, så sender det et signal til mig om at klienten kan tilhøre metalelementet og så vil jeg være ekstra opmærksom på zonerne for lunger og tyktarm under behandlingen med zoneterapi.

I behandlingen vil jeg også have fokus på mave, milt, tyndtarm og kredsløb. Det vil jeg fordi organerne indgår i en to cyklusser.

Shen cyklus

Kaldes også for mor-søn cyklus, fordi det ene element giver energi til det efterfølgende element.

1. Træ føder ild

2. Ild skaber jord

3. Jord afføder metal

4. Metal bærer vand

5. Vand nærer træ

Ko cyklus

Denne cyklus er kontrollerende eller styrende, dvs. et element styrer et andet element.

1. Træ deler jord

2. Jord suger vand

3. Vand slukker ild

4. Ild smelter metal

5. Metal kløver træ

Ved at behandle organerne i fokus og de organer der styrer og giver energi, kan jeg genskabe balance i kroppen.

De fem elementer er kun en model der prøver at systematisere en kompleks verden og filosofien bag er ca. 2.000 år gammel. Modellen bruges i mange sammenhænge udover traditionel kinesisk medicin. Den bruges også i Feng Shui og Astrologi, men tjener også godt til bestemmelse af personlighedstype ligesom Carl Jungs model der er baseret på vestlig astrologi og i dag bruges i de fleste virksomheder ved rekruttering af medarbejdere.

Filed Under: Ressourcer Tagged With: de fem elementer, diagnose med zoneterapi, ild, jord, metal, træ, vand

De fem elementer og energibegrebet

januar 10, 2012 by erikback 1 Comment

Yin Yang - Ice Fire © by DonkeyHotey

I går nævnte jeg de fem elementer fra traditionel kinesisk medicin. Faktisk tilhører teorien om de fem elementer ikke kun medicin, men er en del af den asiatiske måde at tænke på. Alt i verden er energi og energier er forskellige, derfor kan de sættes i grupper alt efter hvilke karakteristika de har. De fem elementer er grundelementerne i alle naturens fænomener.

Alting hænger sammen alt bliver påvirket af hinanden. Fx hvis du har et stort bål og står meget tæt på, så kan du mærke den kraftige varme, men jo længere du bevæger dig væk jo mindre kan du mærke af den varm og til sidst kan du slet ikke mærke den. Men der er ikke nogen fast grænse for hvornår varmen stopper med at påvirke din krop, der kommer bare et tidspunkt hvor du ikke registrerer den længere.

Sådan er det med alle fænomener, de påvirker hinanden på grund af deres energi. Filosofien er at disse energier har det bedst når de er i balance, så hvis du er syg er det fordi nogle energier har en dårlig indflydelse på hinanden og det skubber din krop ud af balance. Et godt eksempel er stress der giver hovedpine fordi du ikke har det godt mentalt og så får du fysiske reaktioner.

Det er målbare energistrømme i kroppen der transporterer signaler i kroppens nervesystem og i cellernes mitokondrier produceres den energi der får os til at leve. Lys er energi, varme er energi, ja, al bevægelse er energi. Selv faste materialer er energi, for hvis du opsplitter dem i atomer vil du se at de at det du troede var et fast legeme består af en række små kerner der ikke rører ved hinanden, men ligger meget meget tæt. Det er tætheden af disse der afgør hvor fast et legeme er (så vidt jeg husker fra fysiktimerne).

Aristoteles elskede at opdele begreber og fænomener i kategorier og var således den første til at hævde at alle naturens fænomener består af fire elementer: Jord, vand, ild og luft. Denne teori havde naturligvis et religiøst og filosofisk udspring og det har kinesernes fem elementer også. I dag tror vi at vi kender sandheden omkring atomer og derfor har vi naturligvis forkastet de gamle teorier, men fordelen ved de gamle teorier er at de er nemmere at forholde sig til end atomer og massefylde.

Det er altid nemmere at forholde sig til et billede end en række tal. Du synes sikkert også at det er sjovere at læse en historie end det er at læse den sidste publikation af tabeller fra Danmarks Statistik. Det er fordi historien vækker følelser og associationer. Sådan er det også med de fem elementer, de er nemmere at arbejde med uden at man behøver at forstå alle de teoretiske og videnskabelige detaljer om atomer og massefylde.

De fem elementer er en teori om at alle naturens fænomener er har ild, vand, metal, træ og jord som deres grundelementer og disser elementers energier kan påvirke hinanden både positivt og negativt. Det er disse energier vi ønsker at bringe i balance for at have det godt og de bringer en form for orden som vi kan bruge til at diagnosticere i zoneterapi.

I min næste artikel vil jeg beskrive de fem elementer lidt mere i detaljer.

Filed Under: Ressourcer Tagged With: balance, de fem elementer, energi, energibegrebet, helhed, holistisk

  • « Previous Page
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • Next Page »
Sulcus Zoneterapi (tilbyder ikke længere behandling)
v. Erik Back
Harald Jensens Plads 5, 4.th
8000 Aarhus C

Copyright © 2026 · Metro Pro Theme on Genesis Framework · WordPress · Log in