• Forside
  • Erik Back
  • Kontakt

Sulcus

Zoneterapi og sundhed

  • Behandling
    • Giv selv zoneterapi
    • Lidelser
    • Zoner på foden
  • Viden
    • Foden
    • Historie
    • Mineraler
    • Teori
    • Virkning
    • Vitaminer
  • Find en zoneterapeut

9 Værdifulde tips til motion i stedet for sygdom

januar 31, 2012 by erikback Leave a Comment

swimming © by Jim Bahn

I mine behandlingsforløb med zoneterapi indgår der altid en kort analyse af din livsstil og du kan være helt sikker på at jeg også spørger til din motion.

Grunden til at jeg vægter motion højt er at et af mine mål med zoneterapien er at få din krop i balance til at kunne hele sig selv, ikke bare lige nu men resten af dit liv. Det lyder måske som et stort mål, men hvis du dyrker regelmæssig motion så er du rigtig godt på vej til et liv uden sygdom.

Hvor tit skal du så motionere? – Det skal du hver dag!

”Men det har jeg ikke tid til!” – tænker du nok? – Jo, det har du, for har du tænkt over hvor meget tid du bruger på at være syg og gå til behandling?

Lad os sætte tingene lidt i perspektiv…

De fleste af mine klienter mener fx at det er normalt at være forkølet 3-4 gange om året. Personligt er jeg næsten aldrig forkølet, der gik halvandet år mellem mine sidste to forkølelser!

En forkølelse varer cirka en uge, men dette kan variere meget. På anden og tredjedagen af forkølelsen har du det værst og får ikke udrettet noget. Det er typisk her at folk melder sig syge.

Hvis vi antager at du kun sygemelder dig en enkelt dag og er forkølet fire gange på et år, så svarer det til omtrent 32 arbejdstimer du bruger på at være forkølet. Den tid kunne du have brugt på en hel måneds træningsindsats.

Mange sygemelder sig pga. stress eller følgerne af stress og her er sygedagene langt mere end fire om året. Som regel er det mindst to ugers sygdom hvor den sygemeldte går til behandling for fx hovedpine, spændinger, depression, angst, ledsmerter, betændelser etc.

Disse behandlingsforløb involverer fx kiropraktor, zoneterapeut, fysioterapeut, læge, massør, psykolog osv. Mange klienter går til 3-4 behandlinger om ugen!

Disse sygemeldinger svarer til mellem 3 og 12 måneders motion en time hver eneste dag!

Du har ikke tid til motion, men har du tid til at være syg?

Kom i gang!

På MotionDanmark fortæller Cand.Scient Martin Langagergaard om hvordan du kan finde motivationen til at komme i gang med motionen.

Han skriver at træningen skal give mening og være sjov, derudover er det vigtigt at du sætter små og realistiske mål med din træning. Han giver seks små tips for at holde motivationen:

1. Tænk over hvad træningen giver dig

2. Giv træningen mening og gør den sjov

3. Træn med andre

4. Forbered dig på træningen

5. Tænk over hvad der gik godt under træningen

6. Registrer de små sejre

Tre ekstra tips

7. Træn dagligt. Sørg for at få mindst en halv times motion hver dag. Det kan sagtens lade sig gøre at finde tiden til det, men det kræver at du ændrer dine rutiner. Det kan godt tage lang tid at ændre sine rutiner, så start med et lille skridt ad gangen.

8. Din træning bør være varieret så du kan bevare motivationen. Den samme træningsform kan godt blive kedelig eller demotiverende, især hvis du er nybegynder. Du kan fx melde dig i en sportsklub hvor du træner noget specielt som løb, svømning, boldspil eller noget helt andet et par gange om ugen. Den træning kan du supplere med to gange i træningscenter, en løbetur, morgensvømning og noget nyt og sjovt en gang om ugen (fx rulleskøjter, klatring, rundbold osv.) Så er du allerede oppe på syv træninger om ugen.

9. Vær tålmodig og giv aldrig op! Det tager tid at komme i god form og du skal regne med at de første tre måneder er de hårdeste. På et tidspunkt vil du opleve at din fremgang står stille eller går lidt tilbage, men det er helt normalt. Efter 3-6 måneder er den daglige motion en vane og en fast del af din hverdag.

Læs også [18 Exercise Habits That Are Guaranteed to Keep You Fit] på min blog “Healthy Habits”.

Filed Under: Motion Tagged With: motion, motivation, sygedage, tid til træning

9 sunde apps til din iPhone

januar 30, 2012 by erikback Leave a Comment

The greatest wealth is health. ~Virgil © by katerha

1. Medicintjek fra Lægemiddelstyrelsen – din genvej til oplysninger om medicin.

2. Mobile Fitness Life er dit personlige sundhedsprogram.

3. Økologisk Landsforening viser vej til økologiske spisesteder.

4. BMI beregneren er en helt enkel app til at beregne dit Body Mass Index.

5. Madvare info viser næringsindholdet af 1.000 madvarer. Data fra Fødevarestyrelsen.

6. Vitamins and Minerals (eng.) er en lille guide til vitaminer og mineraler.

7. FootMap (eng.) er en oversigt over lidelser og tilsvarende zoneterapi punkter du kan massere på foden. Kortet er ikke helt præcist, men giver en god idé om hvor du selv kan massere for at lindre.

8. Kalorietæller er en simpel lille app til at holde styr på kosten.

9. Mobil Førstehjælp fra Dansk Røde Kors

Filed Under: Ressourcer Tagged With: apps, BMI, førstehjælp, iphone, medicin, vægttab, vitaminer, zoner

Sådan kan zoneterapi hjælpe behandling for angst og depression

januar 29, 2012 by erikback Leave a Comment

Anxiety © by Alaina Abplanalp Photography

Ifølge Netdoktor.dk går 200.000 danskere rundt med depression hver dag og 500.000 danskere vil blive ramt af en svær depression i løbet af deres liv. Langt de fleste der rammes er kvinder.

Psykiatrifonden bekræfter disse tal og kan tilføje at 5 % af danskerne hver dag lider af angst. Det svarer til mere end 250.000 danskere! I løbet af livet vil mindst 750.000 danskere blive ramt af en angstlidelse. Ligesom depression er langt de fleste med angst kvinder.

I dag tæller angst og depression som folkesygdomme.

Zoneterapi som supplement til psykolog

Jeg har rigtig god erfaring med behandling af angst og depression med zoneterapi. Jeg har haft flere klienter der er blevet enten medicinfri eller har nedsat deres dosis af medicin. Et par klienter med panikangst har endda kunne melde positivt tilbage at de ikke længere har angstanfald.

Det er ikke zoneterapien alene der giver de gode resultater, det er kombinationen af zoneterapi og anden behandling som psykolog eller psykiatri der hjælper.

Mit bud på succes med zoneterapi mod angst og depression er at zoneterapien får klienten til at slappe af både fysisk og psykisk. Behandlingen giver ro og større overskud. Det gør betingelserne nemmere for behandlingen hos psykologen og i dagligdagen.

Mit mål med zoneterapien er at genoprette en god balance i kroppen og i hverdagen med vejledning i søvn, kost og motion. De klienter der går aktivt ind i processen oplever markant forbedring.

Behandlingsforløb

Et behandlingsforløb med zoneterapi bør foregå sideløbende med behandling hos psykolog, medmindre det er lette tilfælde af angst eller depression. Zoneterapien kan ikke helbrede angst og depression, men den hjælper klienten til at slappe af og få et mere klart syn på sin situation.

Klienten skal regne med en række behandlinger der starter med 5-6 behandlinger med cirka en uges mellemrum. Første behandling er lidt længere og der snakker vi om lidelsen og livsstil.

Efter de indledende behandlinger er klienten kommet i en bedre fysisk balance og skal arbejde videre derhjemme med sin livsstil. Typisk kommer klienten efterfølgende til behandling en gang om måneden lige før et besøg hos psykologen.

Filed Under: Lidelser Tagged With: angst, depression, kvinder, livsstil, zoneterapi

Zoneterapi virker ikke!

januar 28, 2012 by erikback Leave a Comment

Terrified © by CarbonNYC

Det er der i hvert fald nogle der hævder, men det kunne være interessant at finde ud af hvorfor de mener at zoneterapi ikke skulle virke når vi er så mange der er af en anden opfattelse.

Dr. Edzard Ernst en hård kritiker

En af de førende kritikere af zoneterapien er Dr. Edzard Ernst der sammen med Dr. Simon Singh udgav bogen ”Trick or Treatment – Alternative Medicine on Trial” i 2008. Her konkluderede forfatterne at der ikke er bevis for at zoneterapi skulle være andet end en god gang fodmassage. Edzard Ernst mente ikke at zoneterapien havde nogen medicinsk betydning og at den er livsfarlig fordi patienter med alvorlige sygdomme sætter deres lid til at zoneterapi kan helbrede dem.

Vi må jo erkende at der primært kun findes beviser for effekten der er baseret på erfaring og at vi som zoneterapeuter må blive bedre til at dokumentere behandlingen. Men ligesom der kræves omfattende målinger for at kunne bevise zoneterapiens effekt, så kræves der også videnskabelig holdbar forskning for at kunne afvise zoneterapiens effekt. Edzard Ernst kan altså ikke konkludere at en behandlingsform ikke virker bare fordi der ikke findes tilstrækkelig forskning.

Det skal nævnes at Dr. Edzard Ernst i 2011 blev tvunget til at gå på tidlig pension for aftalebrud og Dr. Simon Singh blev sagsøgt for injurier af Britisk Kiropraktorforening.

USA’s vagthund Quackwatch

Quackwatch er en amerikansk uafhængig organisation der holder øje med fupmagere og kvaksalvere og her er man ikke begejstret for zoneterapien. En af årsagerne hertil er at uddannelsen til zoneterapeut ikke er under nogen form for kontrol i USA og det er meget udbredt opfattelse at man nemt kan blive selvstændig behandler ved at læse en bog om zoneterapi og så blive hurtigt rig. Der findes derfor rigtig mange uegnede terapeuter i USA som hævder at zoneterapien kan gøre ting som den ikke kan. Quackwatch mener at zoneterapi bliver solgt som en mirakelkur mod alting og at det ikke er værd at spilde tid og penge på forskning i zoneterapiens effekt.

Quackwatch indrømmer dog at zoneterapi er en behagelig fodmassage, men ligesom Dr. Edzard Ernst så mangler de altså videnskabeligt belæg for at kunne afvise zoneterapiens virkning. I nogle lande er der meget stor forskel på behandlernes evner og intentioner. Derfor er det vigtigt at se nøje på zoneterapeutens uddannelse og erfaring.

Hvad skal man tro?

Når du læser kritik af zoneterapi eller andre behandlingsformer er det vigtigt at støtte sig til anerkendte organer. Pas på med at læse ”undersøgelser” fra andre lande som fx USA, fordi forholdene er meget anderledes der. Her i Danmark er zoneterapien mere eller mindre en anerkendt behandlingsform som mange har god erfaring med, men det er sandt at vi ikke kan dokumentere hvordan zoneterapien virker.

Hvis du vil have pålidelig information om forskning og valg af zoneterapeut eller behandling kan du henvende dig til Statens Videns- og Forskningscenter for Alternativ Behandling (ViFAB). Eller du kan henvender dig til Sundhedsstyrelsen som også kan henvise dig til terapeutforeningerne. Læs også min artikel [Sådan finder du en kvalificeret behandler]

Du kan endnu ikke få offentlig støtte til zoneterapi i Danmark, men de fleste private forsikringsselskaber giver tilskud til behandling. Desuden er den professionelle zoneterapeut registreret hos Sundhedsstyrelsen.

Til slut vil jeg også opfordre dig til at bruge din sunde fornuft og skriv gerne en kommentar hvis du har en mening om zoneterapi.

Filed Under: Virkning Tagged With: forskning, kritik af zoneterapi, sundhedsstyrelsen, vifab

Introduktion til smertefibre

januar 27, 2012 by erikback Leave a Comment

Jeg har lovet at skrive lidt om smertefibre der også kaldes A delta fibre, som er de hurtige smertefibre. De langsomme smertefibre hedder C delta fibre. Det er smertefibrene som kan være årsagen til at zoneterapi virker, men vi ved det ikke med sikkerhed.

Jeg har fundet et program i syv dele som introducerer begrebet smertefibre. Det er en amerikansk udsendelse og jeg har kun lagt et link ind til de første to afsnit, men du kan nemt finde de andre afsnit efter at have set første del.

Ha’ Det Godt: Smerte

Du kan også se en dansk udsendelse om smerte som DR’s Ha’ Det Godt har produceret sammen med Marianne Florman. (ca. 30 min.)

Small Pain Fiber 1

Small Pain Fiber 2

Filed Under: Ressourcer Tagged With: nerver, smerte, smertefibre, zoneterapi

Sådan virker dit nervesystem

januar 26, 2012 by erikback Leave a Comment

Jeg har skrevet en del om smertefibre og om hvordan zoneterapi egentlig virker, så jeg syntes at det kunne være spændende at skrive lidt om hvordan vores nervesystem virker så du kan få en idé om hvad det er der sker i kroppen. Jeg håber også at finde nogle gode videoer om smertefibre som jeg vil bringe så snart de er klar.

Selvom det virker meget enkelt så fandt jeg hurtigt ud af at det var en kompliceret opgave at skrive om nervesystemet og der er mange andre der har gjort det bedre end jeg. Derfor har jeg fundet fire videoer fra YouTube som alle fortæller om hvordan nervesystemet virker. Jeg har desværre ikke kunnet finde nogle gode danske programmer.

God fornøjelse!

1. Et program fra BBC (5:20 min)

2. Animation der viser hvordan neurotransmittere virker (4:24 min)

3. Rigtig god animation der viser hvordan nerverne fungerer på en forståelig måde (4:31 min)

4. Vældig pædagogisk intro til nervesystemet (5:25 min)

Filed Under: Ressourcer Tagged With: aksoner, nerver, nervesystemet, neurotransmitter

Sådan virker zoneterapi!

januar 25, 2012 by erikback 2 Comments

Currents © by quinet

Denne artikel en opfølgning på min artikel [Hvordan virker zoneterapi?] Først og fremmest er jeg nødt til at korrigere mig selv, for i omtalte artikel hævder jeg at vi har 2.500 års erfaring med zoneterapi, men mine undersøgelser siden da, viser at zoneterapien slet ikke er så gammel endda. Indtil nu tyder den på at være omkring 100 år gammel, men det kan du læse mere om i min artikelserie om zoneterapiens historie.

Ingen mystiske energier

Jeg har altid været fascineret af videnskaben og dens verden. Da jeg var yngre var jeg fast læser af Illustreret Videnskab og jeg slugte ethvert program i tv om videnskab og gør det stadig hvis jeg har tid. Jeg kan lide at kunne forklare ting og forstå hvorfor ting virker som de gør. Jeg er typen der skiller noget ad, hvis det ikke virker, for at se hvordan det virker så jeg eventuelt kan få det til at virke igen.

Målbare resultater er spændende for de fortæller utroligt meget om dét der sker og jeg holder meget af at analysere resultater og sammenhænge. Derfor går jeg også med en lille drøm om at lave noget forskning på zoneterapi.

Jeg tror dog ikke på at der findes mystiske energier som på mirakuløs vis kan helbrede os. Jeg tror på at vi kan måle de reaktioner der sker i kroppen under behandling med zoneterapi, men vi har bare endnu ikke fundet ud af hvordan. Zoneterapien sætter gang i flere ting i kroppen, både fysiske og psykiske reaktioner. For mig virker det logisk at vores sind må have indflydelse på vores fysiske helbred og omvendt. De to ting kan ikke skilles ad.

Vi har ofte tendens til at adskille de sind og krop, men hvis vi så de to som en helhed ville vi kunne udføre såkaldte mirakler med sindet.

Min mission er at bringe tingene lidt ned på jorden og afmystificere behandlingen. Der er mange ting vi endnu ikke ved og det er heller ikke sikkert at vi behøver at vide noget om dem. Men for mig er det nemmere at give en professionel behandling hvis dét jeg gør, på en eller anden måde giver mening i en større sammenhæng.

Smertefibre

Jeg har tidligere skrevet om disse smertefibre eller A delta fibre, som de også hedder. I min artikel [Zoneterapi lindrer hovedpinen gennem smertefibre] kan du læse hvordan hovedpinen opstår og føles på grund af disse smertefibre.

Min overbevisning er at vi kan påvirke kroppens smertefibre ved at trykke på områder under foden. Foden en nemlig et meget følsomt område og derfor er det relativt nemt at påvirke kroppen gennem foden. Både franske og russiske læger har studeret smertefibre i ørene og har udviklet øreakupunkturen.

Kort sagt tror jeg ikke at der er noget mystisk ved zoneterapien, jeg tror at zoneterapi påvirker nervesystemet gennem smertefibre. Men måske du har et andet bud? Det kunne være interessant at høre din mening så du er velkommen til at skrive en kommentar nedenfor.

Filed Under: Virkning Tagged With: energi, nervesystemet, sådan virker zoneterapi, smertefibre

De 10 mest læste artikler om zoneterapi

januar 24, 2012 by erikback Leave a Comment

Top 10 © by iabusa

Siden jeg lavede hjemmesiden om i september er der kommet rigtig mange læsere til og nedenfor kan du se de ti mest populære artikler om zoneterapi.

1. Find selv zoner på foden

2. Drik forkølelsen væk (ingefærafkog)

3. Giv selv zoneterapi 2: Hovedpine del 1

4. Giv selv zoneterapi: Rygsmerter

5. Giv selv zoneterapi 8: Stress

6. Hvordan virker zoneterapi?

7. Giv selv zoneterapi 9: Smerter i lænden

8. Er din anden tå længere end storetåen?

9. Psykiske lidelser og zoneterapi

10. Giv selv zoneterapi: Dårlig mave

Det er tydeligt at læserne er meget interesserede i hvordan man selv kan give zoneterapi og det får mig til at overveje at lave en workshop eller et seminar om hvad du selv kan gøre. Hvad synes du?

Tak fordi du læser posterne og fordi du hjælper mig med at få siden til blive bedre.

.. og tak til jer fordi en af de mest brugte sider på hjemmesiden er Bestil tid til behandling med zoneterapi. Det betyder meget for mig at i har tillid til mig som behandler.

Filed Under: Ressourcer Tagged With: artikler, behandling, populær, zoneterapi

De 12 hyppigste reaktioner på zoneterapi

januar 23, 2012 by erikback Leave a Comment

Har duen fået zoneterapi? © by Pim Geerts

Når du er til zoneterapi, især de første par behandlinger, kan du opleve følgende reaktioner i op til et par dage efter behandlingen:

1. Bedre søvn om natten

2. Mere energi og følelse af overskud

3. Sveder mere fordi huden udrenser

4. Uklar og lugtende urin fordi mange affaldsstoffer udrenses

5. Hyppigere afføring

6. Luft i ’maven’

7. Udskillelse af slim fra næse, hals og lunger

8. Mere udflåd hos kvinder

9. Symptomer der ligner influenza

10. Let feber

11. Opblussen af gamle sygdomme

12. Psykiske reaktioner som gråd, glæde eller trang til at snakke

Det er ikke sikkert at du oplever dem alle og der er enkelte der slet ikke mærker noget. Fælles for reaktionerne er at de alle har noget med udskillelse at gøre. Det er fordi zoneterapien løsner op for spændinger både fysiske og psykiske. Når det sker, så bliver der et bedre flow i kroppens kredsløb og energi. Ved et bedre flow vil kroppen begynde en udrensning af affaldsstoffer og klienten oplever derfor ovenstående symptomer.

Du bliver derfor ikke syg af zoneterapien, men du kan opleve lidt ubehag som følge af den udrensning der finder sted.

Filed Under: Virkning Tagged With: bivirkninger, psykisk reaktion, Reaktioner på zoneterapi, sved, symptomer, udrensning

Hyppigste sygdomme der giver sygefravær

januar 22, 2012 by erikback Leave a Comment

31/365 - Stress. © by BLW Photography

I mit tværfaglige samarbejde med Falck Healthcare møder jeg mange forskellige klienter, men det er de samme lidelser der dominerer. Nogle af de hyppigste lidelser jeg støder på er hovedpine, nakkespændinger, ondt i ryggen, betændelsestilstande og stress.

Beskæftigelsesministeriet bekræfter tendensen på deres hjemmeside. Her skrive de at de hyppigste årsager til sygefravær kan opdeles i to kategorier:

1. Muskel- og skeletbesvær

2. Psykiske problemer

Muskel- og skeletsygdommene omfatter dårlig ryg, smerter i nakken og gigtlidelser, mens psykiske problemer omfatter stress, depression og angst.

Jeg har endda rigtig gode resultater med behandling af alle disse lidelser med zoneterapi, men udover zoneterapi er det også vigtigt selv at gøre noget. Derfor vil det være en god idé at se lidt på sin livsstil og generelle indstilling til livet.

Tit har jeg snakket med klienter der har stress, som ville få det bedre hvis de kunne tage en anden indstilling til livet. Fx er det bedre at sige nej til en opgave end at prøve at løse den og så levere et dårligt resultat. Det er er spørgsmål om at acceptere at vi ikke kan klare alt og at det er ok.

Vi mennesker er langt værre til at stresse os selv end andre er, så derfor er det meget ofte os selv vi skal arbejde med for at mindske stress.

Hvad muskel- og skeletbesvær angår så bør du stoppe belastningen af din krop og dyrke motion. Det er et gennemgående træk at de klienter der har det værst, de dyrker heller ikke motion.

Filed Under: Lidelser Tagged With: betændelse. stress, hyppigste lidelser, muskelbesvær, psykiske

  • « Previous Page
  • 1
  • …
  • 8
  • 9
  • 10
  • 11
  • 12
  • …
  • 19
  • Next Page »
Sulcus Zoneterapi (tilbyder ikke længere behandling)
v. Erik Back
Harald Jensens Plads 5, 4.th
8000 Aarhus C

Copyright © 2026 · Metro Pro Theme on Genesis Framework · WordPress · Log in