Sanserorganernes zoner © Erik Back 2012

Vores sanseapparat er yderst komplekst og traditionelt set har vi fem sanser: føle-, høre-, lugte-, syns- og smagssansen. Nu skal vi lave et lille forsøg; prøv at lukke øjnene og ræk hånden ud til siden. Mens du har lukkede øjne, så svar på spørgsmålet:

Hvor er din hånd?

Du får svaret nedenfor hvor jeg har indsat et udpluk fra min bog ”Udvikling og forandring – med det stabile fundaments gode vaner”.

I sansesystemet indgår følgende zoner:

• Tårekanalerne
• Øjne
• Ører
• Ligevægtscenter (svimmelhedspunkt)
• Talecenter
• Næse
• Mund
• Søvncenter

Vi har mange flere sanser end 5

”Kunne du besvare spørgsmålet? – selvfølgelig kunne du det; men hvilken sans brugte du til at afgøre hvor din hånd var henne? Du kunne ikke hverken, høre, se, lugte eller smage hvor den var henne og du kunne kun mærke den hvis der var en luftmodstand. Hvis du ikke brugte nogen af dine fem sanser, så må du nødvendigvis have brugt en anden sans.

Vi har en lang række sanser som vores krop bruger hele tiden og nogle af dem bruger vi endda i vores sprog: retningssans, tidssans, rumsans, stedsans osv. Videnskaben bruger dog andre ord og nogle af de mest almindelige sanser vi bruger, udover de fem traditionelle, er vores evne til at sanse varme og kulde, smerte, balance, acceleration og krop.

Sidstnævnte er den sans du brugte til at afgøre hvor din hånd befandt sig; det er vores evne til at sanse hvor vores kropsdele er i forhold til hinanden – også kaldet kinæstetisk sans.

Endelig er der den gådefulde sjette sans, som kan være svær at begribe, men som vi alle kender eller fornægter i et eller andet omfang. På engelsk hedder denne sjette sans ’Extra-Sensory Perception’ (ESP); på dansk ville kalder vi det ekstrasensorisk perception og har dermed samme forkortelse – ESP og betyder at vi opfatter noget uden brug af vores kendte sanser.

ESP har været studeret i mange år uden at det er lykkedes at påvise dens eksistens videnskabeligt, men det afholder os ikke fra at anerkende den. ESP dækker over alle paranormale fænomener som igen er en betegnelse for alle fænomener der ligger uden for det normale. Det normale i denne sammenhæng, er alle fænomener som vi ikke kan forklare eller påvise videnskabeligt og derfor forkaster vi dem som ikke eksisterende.

Der er dog en række forskere der i tidens løb turde tage paranormale fænomener seriøst, selvom de efterfølgende har måttet finde sig i megen hån fra den akademiske verden. En af disse forskere var Carl Jung, der som bekendt, var psykolog og kom i strid med Sigmund Freud, netop på grund af sine studier af det paranormale. Jung havde specielt stor interesse i den del af parapsykologien der hedder synkronisitet, der er en teori eller begreb, som han udviklede på grundige studier af astrologiske fænomener og statistisk sandsynlighed.”