• Forside
  • Erik Back
  • Kontakt

Sulcus

Zoneterapi og sundhed

  • Behandling
    • Giv selv zoneterapi
    • Lidelser
    • Zoner på foden
  • Viden
    • Foden
    • Historie
    • Mineraler
    • Teori
    • Virkning
    • Vitaminer
  • Find en zoneterapeut

Beskyttelse mod kvaksalveri

januar 21, 2012 by erikback Leave a Comment

The Travelling Quack, 1889, Tom Merry © by electrons_fishgils

Da jeg blev uddannet til zoneterapeut blev vi undervist i lægelovens kapitel om kvaksalveri. En kvaksalver er en person der optræder som læge uden at være det. Ordet kvaksalver betyder oprindeligt ’en der kludrer med salver’.

I 1794 indførte man en lov mod kvaksalveri som har bestået helt indtil 2007. Den stod i kapitel 6 i loven om udførelse af lægegerning. Denne lov er blevet afløst af Autorisationsloven hvor begrebet kvaksalveri ikke længere omtales. I stedet er der kommet et kapitel (26) om ’Øvrige bestemmelser for sundhedsfaglig virksomhed’. Det er denne kategori alternative behandlingsformer falder ind under.

Zoneterapi har ikke en autorisation, men til gengæld er der en ordning hvor zoneterapeuter, og andre alternative behandlere, kan blive registreret hos Sundhedsstyrelsen hvis vi opfylder nogle bestemte krav. Det er det der hedder RAB eller Registreret Alternativ Behandler.

I autorisationslovens kapitel 26 står der:

§ 73. En person, der ikke har autorisation efter denne lov, kan behandle syge, jf. dog § 1, stk. 3, og § 74. Den pågældende må dog ikke i den forbindelse udsætte nogens helbred for påviselig fare.

§ 74. En person, der ikke har autorisation som læge, må ikke behandle en person for veneriske sygdomme i smittefarligt stadium, tuberkulose eller anden smitsom sygdom.

Stk. 2. En person, der ikke har autorisation som læge, må ikke, medmindre andet er særligt lovhjemlet, foretage operative indgreb, iværksætte fuldstændig eller lokal bedøvelse, yde fødselshjælp, anvende lægemidler, der kun må udleveres fra apotekerne mod recept, eller anvende røntgen- eller radiumbehandling eller behandlingsmetoder med elektriske apparater, mod hvis anvendelse af uautoriserede personer Sundhedsstyrelsen har nedlagt forbud på grund af behandlingens farlighed.

Stk. 3. Nåleakupunkturbehandling er ikke omfattet af bestemmelsen i stk. 2.

Din sikkerhed for at behandleren lever op til lovens krav er hvis behandleren har en RAB registrering. Læs min artikel fra i går om RAB: [Sådan finder du en kvalificeret behandler]

Filed Under: Ressourcer Tagged With: autorisationsloven, kvaksalver, kvaksalveri, lægelov, lov, rab, zoneterapeut

Sådan finder du en kvalificeret behandler

januar 20, 2012 by erikback 2 Comments

Registreret Alternativ Behandler

Registreret Alternativ Behandler

I den alternative verden af behandlere kan det være meget svært for dig at vide hvem du skal vælge. Der findes et hav af behandlere hvor nogle er mere seriøse end andre. Sundhedsstyrelsen har lavet en registreringsordning hvor den alternative behandler kan blive registreret hos Sundhedsstyrelsen under forudsætning af at behandleren opfylder en række krav til uddannelse og erfaring. Læs her hvilke krav der stilles til zoneterapeuten.

Det er ikke kun zoneterapeuter der kan blive Registreret Alternativ Behandler (RAB) og det er ikke Sundhedsstyrelsen der tager sig af selve godkendelsesprocessen. Den er blevet udlagt til en række foreninger der skal opfylde nogle strenge krav for at kunne udstede en RAB registrering.

Du har ikke lyst til at blive behandlet af en kvaksalver som kun har for øje at tjene penge, så derfor er det vigtigt at du ser efter hvor din behandler er registreret og hvilken forening behandleren er medlem af. Jeg er fx medlem af Zoneconnection Danmark (ZCD) som står på Sundhedsstyrelsens liste over foreninger der kan godkende RAB. På forsiden af min hjemmeside kan du se at jeg har sat et logo der tydeligt viser at jeg er RAB registreret.

RAB logoet kan se forskelligt ud afhængig af hvilken forening behandleren er medlem af, men det bør fremgå tydeligt af hjemmesiden om behandleren er RAB registreret hos Sundhedsstyrelsen. Jeg har lavet en komplet liste over godkendte foreninger så du ved hvad du skal se efter. Du kan også se hele listen hos Sundhedsstyrelsen.

Uanset hvor professionel en hjemmeside ser ud, så se efter registreringen hvis du vil være sikker på kvalificeret behandling. Hvis du ikke ser en registrering så find en anden behandler.

Foreninger der er godkendt af Sundhedsstyrelsen pr. 1. januar 2012

Biopat- og Naturopathforeningen: Biopater, biomedicinere og naturopather

Brancheforeningen for  Fysiurgisk Massage: Fysiurgiske massører

Danske Akupunktører: Akupunktører

Dansk Heilpraktiker Forening: Heilpraktikere

Dansk NLP Psykoterapeut Forening: NLP-psykoterapeuter

Dansk Selskab for Klassisk Homøopati: Klassiske homøopater

Forenede Danske Zoneterapeuter: Zoneterapeuter, akupunktører, massører og kranio-sakralterapeuter

Foreningen af Healingsterapeuter: Healingsterapeuter, samtaleterapeuter

Foreningen af Kranio-Sakral Terapeuter: Kranio-sakral terapeuter

Foreningen for Praktiserende Phytoterapeuter: Alternative behandlere inden for phytoterapi

Foreningen af Professionelle Kropsterapeuter i Danmark (FPK): Kranio-sakral terapeuter

Foreningen Danske Kinesiologer: Kinesiologer

Foreningen for Traditionel Kinesisk Zoneterapi (TKZ): Zoneterapeuter

Foreningen Nordlys RAB: Nordlys massage- og berøringsterapeuter samt Nordlys akupunktører

Foreningen Praktiserende Akupunktører (PA): Akupunktører

Foreningen Registrerede Fysiurgiske Massører: Fysiurgiske massører

Healer-Ringen: Healere

Sammenslutningen af Alternative Behandlere: Akupunktører, psykoterapeuter, zoneterapeuter, kinesiologer, massører, hypnoseterapeuter og behandlingsformen Body-sds

Zoneconnections Terapeutforening: Zoneterapeuter og akupunktører

Filed Under: Ressourcer Tagged With: alternativ behandler, foreninger, garanti for kvalitet, kvaksalver, kvalificeret behandler, rab, sundhedsstyrelsen

Verdens bedste sovepille er zoneterapi

januar 19, 2012 by erikback Leave a Comment

Sovepille © by Wheeler Cowperthwaite

I går opfordrede jeg dig til at tage en lur hvis du kan. Desværre er det ikke alle der kan lægge sig ned og sove midt på dagen, ja faktisk er der mange der har svært ved at sove om natten. Dr. Sara Mednicks forskning viser også at din nattesøvn bliver bedre af at få en middagslur som helst skal ligge mellem kl. 13 og 15 om eftermiddagen.

Jeg har meget ofte klienter i klinikken der falder i søvn under behandlingen og næsten alle fortæller at de føler sig trætte efter behandling. Hvis du er meget anspændt og stresset, så vil du nok have oplevet at dine tanker larmer og hjertet galoperer når du ligger og prøver at falde i søvn. Derfor sover du sikkert først når du er for udmattet til at være vågen.

Zoneterapi får din krop til at finde en naturlig balance og det betyder at dit kredsløb flyder bedre og din krop begynder at slappe af under behandlingen. Jeg påvirker kroppen så den begynder at udrense toksiner (affaldstoffer/giftstoffer) som har hobet sig op i kroppen. Når kroppen bruger energi på de indre organer, så kræver den hvile og dæmper fysisk aktivitet. Nogle klienter kan føle sig helt udmattede efter en behandling med zoneterapi.

Hvis du har problemer med at sove, så kan zoneterapi hjælpe dig. I første omgang får du sikkert kun en god lur og måske en nats god søvn, men efter en række behandlinger begynder du at få en bedre søvn på længere sigt også. Søvnen hænger naturligvis sammen med din livsstil og jeg vil derfor anbefale dig at arbejde med regelmæssig motion og kost sammen med behandlingen med zoneterapi.

Filed Under: Lidelser Tagged With: lur, sovepille, søvn, zoneterapi

Tag en ‘morfar’ og bliv sund

januar 18, 2012 by erikback 1 Comment

An old man sleeps © by antrophe

De fleste er sikkert bekendt med begrebet ’at tage en morfar’ der betyder at tage en lur. Det er nok heller ikke uden grund at luren bliver kaldt en morfar, for vi associerer typisk middagsluren med ældre mennesker eller småbørn. Det er ikke noget normale voksne mennesker begiver sig af med! (Medmindre de er ved at få zoneterapi.)

Men det burde de nok gøre, mener i hvert fald Dr. Sara Mednick fra University of California center for psykiatri. Hun har lavet en meget omfattende undersøgelse der dokumenterer at vi faktisk har rigtig godt af en middagslur. Den vil gøre os mere effektive, holde os unge og ved godt helbred. I en forelæsning hun har lagt ud på YouTube præsenterer hun sine forskningsresultater og de er ualmindeligt interessante. Du kan se videoen nederst i denne artikel.

Sara Mednicks forskning viser blandt andet:

1. En middagslur skal vare 30 – 60 minutter afhængig af hvad du skal bruge den til.

2. Indlæringsevnen næsten fordobles efter en lur (værd at tænke på hvis du er studerende!)

3. Fedtforbrændingen ændres og du kan faktisk tabe dig med en god lur.

4. Du laver færre fejl hvis du tager en lur.

5. Luren kan gøre dig både mere kreativ og øger din opfattelsesevne.

6. En lur mindsker stress og gør dig i bedre humør

Der er mange flere fordele ved at tage en lur og det har Sara Mednick skrevet en bog om, som jeg gerne vil anbefale. Hun mener at vi i højere grad kan være med til at bestemme vores liv og skæbne hvis vi tager en lur på rette tid og sted.

Jeg tager selv en lur når jeg har mulighed for det og heldigvis lever jeg i et land hvor det ikke er helt ualmindeligt. Sara Mednick fremhæver nemlig at de nationer der er bedst til at tage en lur er Japan, Tyskland og Danmark. Personligt ville jeg have gættet på de sydeuropæiske lande, men det er faktisk længere nordpå at vi sover mest.

 

Filed Under: Lidelser Tagged With: lur, sovepille, søvn, søvnproblemer, zoneterapi

Biopatiske faser viser hvor rask du er

januar 17, 2012 by erikback Leave a Comment

Toxic drink © by dmuth

Jeg har tidligere nævnt biopatiske faser i min artikel om de redskaber jeg bruger til at diagnosticere. Biopatiske faser bruges primært af… ja, biopater. De er et udtryk for hvilket stadie din lidelse har og hvordan den bedst behandles. Jeg vil kort gennemgå de enkelte faser så du kan få et indtryk af hvad det egentlig går ud på.

1. Regulationsfasen

Dette er fasen hvor kroppen er sund og i god balance. De forstyrrelser der evt. måtte opstå kan kroppen sagtens selv regulere.

2. Dysfunktion

Denne fase har vi alle prøvet før eller siden. Kroppen kan ikke selv regulerer de forstyrrelser den udsættes for og det betyder en øget funktion af hud, lever, tarme og lunger. Til gengæld nedsættes energiforbruget i fx kredsløbet eller i stofskiftet.

Typiske symptomer: Diarré, forstoppelse, hovedpine, følelsesmæssig ubalance, uregelmæssig menstruation, smerter og spændinger.

3. Infektion (el. akut dysbiose)

Ved en akut infektion er kroppen nu så meget ude af balance at den vil prøve at udskille betændelse og affaldsstoffer. Derfor begynder en naturlig udrensning og man kan opleve træthed og mindre appetit. Det bedst man selv kan gøre for at hjælpe processen er at lytte til kroppen, dvs. drikke vand og hvile.

Typiske symptomer: Feber, forkølelse, diarré og øget sved, slim og urin.

4. Kronisk dysbiose

Hvis infektionen bliver værre eller udrensningen undertrykkes med medicin, så kan kroppen ikke længere selv udskille uønskede stoffer og der opstår en kronisk ubalance. Niveauet af endotoksiner stiger og kroppens afgiftningsorganer kan ikke følge med. Immunforsvaret vil konstant fokusere på at bekæmpe betændelsestilstande i kroppen og især tarmfloraen vil være påvirket.

Typiske områder der rammes: mandler, mellemøre, tandrødder, galdegange, tarm, vener, blære, urinveje, kønsorganer og negle.

5. Allergifasen

Der er mange ting man kan være allergisk overfor og allergierne vil jeg ikke beskrive nærmere, men den kroniske dysbiose belaster immunsystemet og kroppen begynder at overreagerer på ting den normalt ikke ville reagere på.

6. Depotdannelse

Når kroppen ikke længere er i stand til selv at udrense giftstoffer så ophobes de og deponeres i væv der ikke er livsvigtigt. Dvs. i muskler, bindevæv, led og sener. I denne fase bliver kroppen forgiftet af flere kilder på samme tid: Exotoksiner (miljøgifte), endotoksiner (bakterier og svampe) og autotoksiner (produceres af kroppen selv).

Denne fase er meget alvorlig og det er her sygdomme som gigt, tyktarmsbetændelse, sclerose og sukkersyge kan opstå. Slapt bindevæv kan føre til kredsløbsproblemer, blodpropper, hæmorider og åreknuder.

På grund af den store koncentration af toksiner kan en lang lang række sygdomme opstå og derfor er der essentielt at få afgiftet kroppen for sygdommene udvikler sig eller forværres.

7. Intracellulær dysbiose

Kort forklaret betyder det at toksinerne er trængt ind i kroppens celler og nedbryder dem. Det er i denne fase at der er risiko for kræftsygdomme. Det er essentielt at du gør noget aktivt for at få det bedre inden du når til denne fase!

De syv biopatiske faser startende fra et til syv kaldes degeneration mens en aktiv indsats for at afgifte og hele kroppen vil vende processen og skabe regeneration.

Nogle af de vigtigste ting du kan gøre uanset hvilken fase du er i, er at arbejde på at skabe bedre betingelser for kroppen gennem søvn, motion og kost. Gør hvad du kan for at rense kroppen, med de behandlingsformer du har til rådighed. Det kunne fx være zoneterapi.

Filed Under: Ressourcer Tagged With: allergi, biopatiske faser, degeneration, dysbiose, toksiner, zoneterapi

Zoneterapiens Historie 17: Hvem var Dr. Adamus og Dr. A’tatis?

januar 16, 2012 by erikback Leave a Comment

Dead End - mid © by bennylin0724

Der kommer næsten 1.000 resultater i en søgning i Google på Dr. Adamus og Dr. A’tatis hvis man specificerer 1582 som skulle være udgivelsen af en bog de to doktorere skulle have skrevet sammen. Denne bog skulle indeholde beskrivelse og brug a pressurpunkter der svarer til zoneterapi.

Men jeg blev meget skuffet da jeg opdagede at det var meget svært at finde skyggen af denne bogs eksistens nogen steder. Jeg var ret sikker på at bogen måtte findes eftersom alle referencer er enige om udgivelsesåret og forfatternes navne. Dog er der lidt spredt opfattelse af hvor i verden denne bog skulle være udgivet.

I 1582 var der begrænsede muligheder for at få udgivet en bog, men alligevel er der bud på både Italien, Frankrig og Tyskland. Uanset hvor bogen var udgivet måtte den være mulig at finde. Jeg har gennemsøgt samtlige referencer på Internettet, men ligesom de øvrige kilder ser det kun ud til at være zoneterapeuter der kender til forfatterne og bogen de har skrevet. Mærkeligt.

Jeg kontaktede en god ven der tilfældigvis også er ekspert i gamle bøger på Moesgårdbiblioteket ved Aarhus Universitet. Han var så venlig at guide mig på vej i min søgning og jeg endte således på verdens største liste over publicerede bøger – www.worldcat.org.

Min søgning blandt de 1,5 milliarder bøger online gav kun ganske få brugbare resultater. Jeg fandt ingen spor af Dr. A’tatis, men jeg fandt ud af at Dr. Adamus kunne være Dr. Adamus Lonicerus. Han var tysker, havde lægepraksis i Frankfurt am Main og var mest kendt for sine botaniske bøger. Det ser dog ikke ud til at han havde udgivet noget om zoneterapi eller lignende i 1582.

Dr. Adamus udgav en revideret udgave af sin bog ”Kräuterbuch” i 1582 og den skulle befinde sig på ”Pharmazie-historisches Museum” i Frankfurt. Om det er denne bog der refereres til ved jeg ikke, men det er muligt. Dr. Adamus har ingen medforfatter på denne bog.

Hvis der eksisterer en bog om zoneterapi fra 1582, så er den meget godt gemt eller også er der fejl i kildehenvisningen. Desværre ser det ud til at jeg rendt i endnu en blindgyde.

Jeg vil meget gerne høre fra dig hvis du skulle have information der kan bevise omtalte bogs eksistens.

Filed Under: Historie Tagged With: a'tatis, adamus lonicerus, frankfurt

Zoneterapi lindrer hovedpine gennem smertefibre

januar 15, 2012 by erikback Leave a Comment

Pins © by Richard

Min erfaring er at zoneterapi næsten altid har en positiv effekt på hovedpine. Jeg kan ikke huske en eneste klient der er kommet i min klinik med hovedpine, som ikke har mærket lindring. Lige bortset fra den opblussen af smerter der kan optræde som reaktion på zoneterapien i op til et døgn efter behandlingen.

Ifølge speciallæge Helge Kasch fra hovedpineklinikken på neurologisk afdeling på Aarhus Universitetshospital er det egentlig ikke hovedet der gør ondt fordi hjernen slet ikke er i stand til at registrere smerte. Derimod er der en række smertefibre der løber langs hjernens store blodkar og det er dem der registrerer smerten. Det skriver Videnskab.dk.

Der er slet ikke så mange smertefibre på hovedet som der er på fx en finger eller under foden og derfor kan smerten være svær at lokalisere. Vi ved ikke helt præcis hvordan zoneterapi virker, men en teori går på at et tryk under foden bliver registreret og transporteret via smertefibre og det kan være derfor at zoneterapien kan lindre hovedpiner.

Ressourcer

1. Du kan selv massere området mellem dine tæer og spidsen af hver enkelt tå, så rammer du nemlig hovedets nerver og derved kan du selv lindre smerten lidt. Læs også denne artikel om hovedpine.

2. Hvis du vil læse mere om hvorfor man får hovedpine så kan jeg anbefale at læse hele artiklen på Videnskab.dk. [Hvorfor får man hovedpine]

3. Der er både hurtige og langsomme smertefibre og de hurtige kaldes også for A delta-fibre og dem kan du læse mere om på Wikipedia (eng.): [A Delta Fiber]

4. Ingeniøren skrev sidste år en sjov lille artikel om hvor hurtigt man registrerer smerten fra en tegnestift i foden, så nu ved jeg at et tryk med zoneterapi registreres på 20 millisekunder! Du kan læse hele artiklen her [Hvor hurtigt mærker jeg en tegnestift i foden?]

Filed Under: Lidelser Tagged With: a delta fiber, hovedpine, lindre hovedpine, smertefibre

Dine muskler samarbejder med organerne

januar 14, 2012 by erikback Leave a Comment

The Warm Shoulder © by Goldring

Når du har ondt i musklerne så er det ikke altid dér problemet er, det kan være at der er ubalance i det tilhørende organ eller et sted langs til tilhørende meridian. Som eksempel har jeg lavet en lille liste over nogle udvalgte muskler, hvilke organer de samarbejder med og hvilke problemer der kan være årsag til muskelsmerten.

Det kan være en god idé at alliere sig med et anatomisk leksikon eller eventuelt slå musklerne op hos InnerBody (eng.) eller Motion Online (dansk).

1. Serratus anterior: Tyktarm – åndedræt.

2. Sternocleidomastoideus: Mave – hovedpine, astma, allergi

3. Pectoralis major: Mave – stress, fordøjelse, allergi

4. Brachioradialis: Mave – søvnløshed

5. Trapezius: Milt – feber og infektioner

6. Psoas: Nyre – smerter i lænd og træthed

7. Deltoideus, pars claviculari: Galdeblære – hovedpine, psyke og hormoner

8. Sartorius: Endokrine kirtler – blodsukker, træthed, blodtryk og insulin

Jeg bruger tit musklernes relationer til organer og meridianer til at afgøre hvor årsagen egentlig befinder sig. Derefter kan jeg nemmere finde ud af hvor jeg skal lægge mit fokus med zoneterapi.

Filed Under: Ressourcer Tagged With: muskeloversigt, muskelrelationer, muskler og organer, zoneterapi

Kan man tabe sig med zoneterapi?

januar 13, 2012 by erikback Leave a Comment

Kage kan være sundt © by holycalamity

Her til morgen skrev Politiken om et dansk forskerteam der nu har fundet et hormon som skulle kunne omdanne hvide fedtceller og øge forbrændingen. Det betyder at de nu kan producerer medicin der kan få dig til at tabe dig uden at du behøver at dyrke motion. Ja, faktisk kan du opretholde din usunde livsstil og så bare tage en pille og så er du kommet af med det overskydende fedt.

Jeg vil gerne sætte spørgsmålstegn ved denne vidunderpille, fordi motion har mange andre funktioner end bare at reducere fedt. Jeg tvivler på at denne pille styrker dit immunforsvar eller genopbygger dine muskler.

Ofte har jeg mødt mennesker der vil have mig til at behandle dem for overvægt. De tror at de kan tabe sig hvis de får zoneterapi, men det kan de ikke! Det er en myte og tomme rygter. Flere gange har jeg måttet mane det rygte til jorden at man kan tabe sig med zoneterapi. Derimod kan zoneterapi hjælpe kroppen til at genoprette en naturlig balance i kroppen og dermed også en naturlig forbrænding. Men du kan kun tabe dig hvis du ændrer din livsstil.

Din livsstil består af en kombination af fornuftig motion, søvn og kost. Husk også mentalhygiejne, så lad være med at blive fanatisk med sundheden, så risikerer du at udelukke dig fra det sociale fællesskab og det kan være lige så farligt som at leve en usund livsstil. Derfor er det sundt at være usund ind imellem. Kunsten er at opretholde en fornuftig balance mellem sundt og usundt.

Jeg kan sagtens hjælpe dig på vej til en bedre livsstil og dette gør jeg i en kombination med zoneterapi hvor vi sammen genopretter en god balance i kroppen, som er grundlaget for en sundere livsstil.

Filed Under: Kost Tagged With: balance, fedt, sund livsstil, tabe sig, usund livsstil

Meridianer og zoneterapi

januar 12, 2012 by erikback Leave a Comment

More Needles © by mscaprikell

I zoneterapien bruger vi også begrebet meridianer. Meridianer er et lidt svævende begreb for vi kan ikke bevise eller måle en meridian, men ligesom de fem elementer er det en praktisk måde at skabe orden i noget meget komplekst.

Hvis jeg trykker eller stikker i et bestemt punkt et sted på kroppen, så vil kroppen reagere og denne reaktion kan faktisk måles ved et svagt elektrisk udsving. Ved denne påvirkning vil andre punkter i nærheden også reagere og igennem de sidste 2.000 år har traditionel kinesisk medicin fået kortlagt hvilke punkter der reagerer hvornår. Det viser sig at punkterne ikke ligger helt tilfældigt og hvis man tegner en streg mellem punkterne så får man det som kinesisk medicin kalder en meridianbane.

Det er ikke muligt at skære kroppen op og trække en meridianbane ud, for den eksisterer ikke som et fysisk begreb. Det er bare en af de bedste måder vi kan forklare og forstå sammenhængen mellem de punkter på kroppen der reagerer ved tryk eller nåle. Der forskes stadig en del i hvordan energistrømmene egentlig bevæger sig, men vi har ikke fundet noget videnskabeligt svar endnu.

Meridianerne kalder kinesisk medicin for energibaner, eller rettere, baner der transporterer vores livsenergi. Ved at påvirke meridianerne skabes en reaktion der genskaber en naturlig balance i kroppen så den kan hele sig selv.

Jeg bruger meridianerne til at finde ud af hvor det egentlige problem egentlig er. En klient kan fx have smerter i skulderen der trækker ud i armen og samtid har klienten måske vejrtrækningsproblemer. Disse symptomer ligger på tyktarmsmeridanen og hænger således sammen. Det kan være at klienten også har hudlidelser og så er jeg sikker på at både lunger og tyktarm er involverede. Disse to organer er partnerorganer og udgør metalelementet. Det betyder at der er stor sandsynlighed for at klienten lider af allergi som skaber en betændelsestilstand der sætter sig i skulderen og ud over armen.

Det er selvfølgelig ikke en stensikker diagnose, så derfor anbefaler jeg altid at klienten får en diagnose fra lægen. Fordelen ved at kunne læse disse sammenhænge er at jeg nu kan behandle klienten for allergi og samtidig lindre symptomerne i armen. Hvis klienten var gået til lægen med ondt i skulderen havde klienten kun fået symptombehandling.

Det er derfor jeg har gode oplevelser med det tværfaglige samarbejde med det etablerede behandlingssystem. Jeg har oplevet læger der har ændret deres diagnoser og behandlingsforløb baseret på de ting jeg kunne se. I alle tilfælde har klienterne fået det bedre og er blevet raske.

Så uanset om vi kan bevise meridianbanerne videnskabeligt, så ser de ud til at have en praktisk funktion der virker, så dem vil jeg fortsætte med at bruge i min behandling med zoneterapi.

Filed Under: Ressourcer Tagged With: diagnose, meridianer, symptomer, zoneterapi

  • « Previous Page
  • 1
  • …
  • 9
  • 10
  • 11
  • 12
  • 13
  • …
  • 19
  • Next Page »
Sulcus Zoneterapi (tilbyder ikke længere behandling)
v. Erik Back
Harald Jensens Plads 5, 4.th
8000 Aarhus C

Copyright © 2026 · Metro Pro Theme on Genesis Framework · WordPress · Log in