Zoneterapien har rødder der går mere end 4000 år tilbage i tiden. Arkæologer har fundet egyptiske gravmalerier der ser ud til at illustrere brugen af zoneterapi, men vi kan ikke vide med sikkerhed om der er tale om zoneterapi eller noget så enkelt som massage af ømme fødder.
Fodzoneterapien som vi kender den i dag er baseret på William Fitzgeralds teorier fra 1913. Fitzgerald havde bemærket at der rundt omkring på kroppen opstår punkter eller områder med smerte eller irritation når et organ var sygt eller i ubalance. Disse områder kaldte han reflekszoner. Hans teori var at man kunne påvirke de pågældende organer ved at massere på disse zoner og derved få kroppen til at fungere bedre.
Fitzgerald havde opdelt kroppen i ti lodrette zoner, fem zoner til hver halvdel af kroppen. Eunice Ingham mente at disse zoner ligger under fødderne og det skrev hun to bøger om. De handlede begge om fodzoneterapi og blev udgivet i 1938 og 1965. Fodzoneterapien fik for alvor interesse i 1970’erne og har udviklet sig til i dag at være den mest almindelige alternative behandlingsform.
Læger står bag
Det interessante ved refleksologi er at dens discipliner hovedsageligt er udviklet af vestlige læger. Fx er øreakupunktur udviklet af franske og russiske læger og Fitzgerald var også læge, mens Ingham var sygeplejerske. Rigtig mange er af den opfattelse at refleksologiens behandlingsformer er noget mystisk og næsten overnaturligt fra Kina, men den er primært vestlig, selvom vi benytter meget af teorien fra den traditionelle kinesiske medicin.
Derfor er det måske heller ikke helt retfærdigt at hævde at læger per definition er modstandere af refleksologi. Der er i dag rigtig mange læger der benytter øreakupunktur og anbefaler zoneterapi. Min oplevelse er en generel åbenhed fra læger omkring behandling med zoneterapi. Modstanden opstår når terapeuter eller klienter mystificerer behandlingen og gør den til noget overnaturligt. Jeg tror at det er vigtigt at vi som behandlere og klienter bringer terapien ’ned på jorden’ og taler lægens sprog for at få det optimale samarbejde.
[…] Post navigation ← Previous […]