Urinvejene er med i alle mine behandlinger med zoneterapi fordi de er vigtige for udrensning af affaldsstoffer. Affaldsstoffer ophober sig i kroppens væv, især væv som ikke er livsvigtigt for os.
Når du får zoneterapi vil affaldsstofferne blive frigivet og skal ud gennem urinvejene. Hvis ikke affaldsstofferne kommer ud med urinen, så vil kroppen prøve at udskille dem på en anden måde og så kan du få fx hudkløe eller kvalme.
For at være sikker på at du kan tisse efter en behandling med zoneterapi, så anbefaler jeg at du drikker rigeligt med vand efter behandlingen. Hvis du ikke drikker vand, kan du opleve ubehag som hovedpine, hudkløe, influenzalignende symptomer, svimmelhed etc.
Hvis du oplever disse symptomer efter en behandling, så bare drik vand og så skulle symptomerne forsvinde i løbet af en halv times tid. Du kan opleve disse symptomer op til et lille døgn efter behandlingen.
Urinvejene er kroppens rensningsanlæg og først vil jeg kort beskrive urinvejssystemet og til sidst i artiklen kan du se et par videoer (engelsk) om urinveje og nyrer.
1. Nyrer
Nyrerne sidder tæt ved rygsøjlen øverst i lænden og har til opgave at rense blodet for affaldsstoffer. Nyrerne er også med til at regulere væskebalancen i kroppen. Pga. nyrernes placering giver problemer med nyrerne ofte smerter i de øverste lændehvirvler.
Nyrerne filtrerer omkring 180 liter væske i døgnet, men udskiller kun cirka halvanden liter. Den væske nyrerne udskiller indeholder kroppens affaldsstoffer.
2. Urinleder
Urinlederen transporterer urinen fra nyrerne til blæren.
3. Blære
Blæren kan rumme cirka en halv liter urin, men allerede når den er halv fuld melder trangen til at tisse sig.
4. Lukkemuskel
Lukkemusklen består af en indre og en ydre del. Den har til formål at åbne og lukke for blæren så urinen kan komme ud. Den ydre del af lukkemusklen er viljestyret og du kan derfor selv bestemme om tømningen skal sættes i gang når blæren vil det.
5. Urinrør
Tømningen af blæren sker gennem urinrøret. Urinrøret har ikke samme længde på mænd og kvinder. Kvinder har et kortere urinrør som gør det nemmere for bakterier at trænge op i urinrøret og give blærebetændelse.
Sådan virker urinvejene
Sådan virker nyrerne
Find flere systemer i artiklen Giv selv behandling med zoneterapi og se også hvordan du kan bruge systemet i artiklen Lidelser du selv kan behandle.
[…] Urinvejene […]