I min artikel [17 træk dine fødder afslører om dig] skrev jeg at en spændt og fast hud kan være tegn på væskeophobninger der skyldes et svækket blod- og lymfekredsløb.
Det er primært ældre der rammes af væskeophobninger, men yngre mennesker kan også få væske i kroppen. Da de fleste klienter i min klinik er yngre mennesker vil jeg i denne artikel fokusere på årsager til væskeophobninger der typisk rammer yngre kvinder og hvad de kan gøre for at fjerne væsken.
Hyppigste årsager
1. Inaktivitet. Hvis du sidder meget eller står meget i samme stilling i løbet af dagen, så kan det give ophobninger af væske i benene. Zoneterapi kan nemt fjerne væskeophobningen, men en varig effekt får du ved at motionere mere. Du har brug for ca. 30 minutters motion hver dag.
Udover motion kan du styrke lymfekredsløbet ved at tage trappen i stedet for elevator, cykle i stedet for at tage bussen og gå i stedet for at køre.
2. Venøs Insufficiens. Et fint ord der betyder at dine veneklapper er svækkede. Det betyder at kredsløbet har svært ved returnere blodet og der opstår væskeophobninger i benene. I værste fald er tilstanden kronisk med sårdannelser. Du kan styrke venerne og kredsløbet med motion.
3. Menstruation. Nogle kvinder får væskeophobninger under menstruationen.
4. Graviditet. Moderkagen kan belaste kredsløbet og derved opstår der væskeophobninger.
Årsagerne jeg har beskrevet ovenfor er ikke kroniske og derfor kan du fjerne væsken ved at styrke blod- og lymfekredsløb. Det gør du bedst ved at motionere. Når du starter på at behandle væskeophobningerne, så er det en god idé at få en zoneterapeut til at lave lymfedrænage hvor terapeuten får væsken væk fra benet. Jeg vil anbefale 4-6 behandlinger og efter behov.
Zoneterapien vil fjerne væsken, men den kommer igen hvis ikke du ændre noget i din livsstil. Det betyder at du samtidig med zoneterapibehandling skal starte langsomt op med motion og få mere bevægelse ind i din dagligdag.