Denne artikel en opfølgning på min artikel [Hvordan virker zoneterapi?] Først og fremmest er jeg nødt til at korrigere mig selv, for i omtalte artikel hævder jeg at vi har 2.500 års erfaring med zoneterapi, men mine undersøgelser siden da, viser at zoneterapien slet ikke er så gammel endda. Indtil nu tyder den på at være omkring 100 år gammel, men det kan du læse mere om i min artikelserie om zoneterapiens historie.
Ingen mystiske energier
Jeg har altid været fascineret af videnskaben og dens verden. Da jeg var yngre var jeg fast læser af Illustreret Videnskab og jeg slugte ethvert program i tv om videnskab og gør det stadig hvis jeg har tid. Jeg kan lide at kunne forklare ting og forstå hvorfor ting virker som de gør. Jeg er typen der skiller noget ad, hvis det ikke virker, for at se hvordan det virker så jeg eventuelt kan få det til at virke igen.
Målbare resultater er spændende for de fortæller utroligt meget om dét der sker og jeg holder meget af at analysere resultater og sammenhænge. Derfor går jeg også med en lille drøm om at lave noget forskning på zoneterapi.
Jeg tror dog ikke på at der findes mystiske energier som på mirakuløs vis kan helbrede os. Jeg tror på at vi kan måle de reaktioner der sker i kroppen under behandling med zoneterapi, men vi har bare endnu ikke fundet ud af hvordan. Zoneterapien sætter gang i flere ting i kroppen, både fysiske og psykiske reaktioner. For mig virker det logisk at vores sind må have indflydelse på vores fysiske helbred og omvendt. De to ting kan ikke skilles ad.
Vi har ofte tendens til at adskille de sind og krop, men hvis vi så de to som en helhed ville vi kunne udføre såkaldte mirakler med sindet.
Min mission er at bringe tingene lidt ned på jorden og afmystificere behandlingen. Der er mange ting vi endnu ikke ved og det er heller ikke sikkert at vi behøver at vide noget om dem. Men for mig er det nemmere at give en professionel behandling hvis dét jeg gør, på en eller anden måde giver mening i en større sammenhæng.
Smertefibre
Jeg har tidligere skrevet om disse smertefibre eller A delta fibre, som de også hedder. I min artikel [Zoneterapi lindrer hovedpinen gennem smertefibre] kan du læse hvordan hovedpinen opstår og føles på grund af disse smertefibre.
Min overbevisning er at vi kan påvirke kroppens smertefibre ved at trykke på områder under foden. Foden en nemlig et meget følsomt område og derfor er det relativt nemt at påvirke kroppen gennem foden. Både franske og russiske læger har studeret smertefibre i ørene og har udviklet øreakupunkturen.
Kort sagt tror jeg ikke at der er noget mystisk ved zoneterapien, jeg tror at zoneterapi påvirker nervesystemet gennem smertefibre. Men måske du har et andet bud? Det kunne være interessant at høre din mening så du er velkommen til at skrive en kommentar nedenfor.