Første påstand var at zoneterapien kommer fra Nordamerikas indianere, men i de første artikler har jeg konkluderet at dette ikke er sandsynligt. Næste påstand er at zoneterapien skulle komme fra Egyptens 6. Dynasti. I denne og de næste par artikler om zoneterapiens historie vil jeg se lidt nærmere på denne påstand.
Ifølge de verserende historier blandt zoneterapeuter fandt man en tegning i en egyptisk grav der forestiller udførelsen af zoneterapi. Hvordan disse tegninger så dagens lys fortæller historierne intet om og der er heller ikke nogle nærmere forklaringer på oversættelsen af hieroglyfferne på tegningen. Jeg vil dog prøve at kaste lys over disse løse ender ved at søge dokumentation og bringe den her.
Egypternes viden er bedre dokumenteret end indianernes og derfor er det nok nemmere at finde primær kilder. Jeg har allerede fundet frem til en videnskabelig artikel med oversættelse af en stor del af hieroglyfferne i omtalte grav. Den skal blive spændende at læse selvom den er i et lidt tungt sprog. Selvom jeg endnu ikke har fundet oversættelsen af billedet med zoneterapi, så har jeg fundet en kilde som hævder at oversættelsen som der ofte refereres til af diverse terapeuter er forkert, så jeg glæder mig til den rigtige oversættelse.
Jeg har da også tit undret mig over hvordan man har konkluderet at tegningerne forestiller udøvelsen af zoneterapi. Det er sandt at man ser en person massere fødderne på en anden person, men jeg tror at alle mennesker på et eller andet tidspunkt, uanset tidsalder, har oplevet at have ømme fødder. Før eller siden må nogle af disse mennesker have fundet ud af at det er behageligt at få masseret de ømme fødder. Billedet kunne derfor sagtens være en illustration af simpel fodmassage. Men det vil jeg komme nærmere ind på i de kommende artikler.
Jeg kan desværre ikke bringe billedet på siden endnu, da jeg endnu ikke har fundet et originalbillede uden copyright. Men jeg bringer det så snart jeg finder det.
6. Dynasti
Egyptens gamle kongerige bestod af 3. – 6. dynasti og det er det 6. dynasti der er interessant for zoneterapien. Det 6. dynastis faraoer regerede i 164 år fra år 2345 til år 2181 f.v.t. Tegningen af zoneterapi blev fundet i Ankhmahors pyramide og han var rådgiver for tre forskellige faraoer i perioden 2345 – 2287 f.v.t. At Ankhmahor var rådgiver i alle 58 år tvivler jeg på, men i hvert fald har jeg fået indkredset tid og sted som jeg vil se nærmere på i de efterfølgende artikler om zoneterapiens oprindelse.