Da jeg blev uddannet til zoneterapeut blev vi undervist i lægelovens kapitel om kvaksalveri. En kvaksalver er en person der optræder som læge uden at være det. Ordet kvaksalver betyder oprindeligt ’en der kludrer med salver’.
I 1794 indførte man en lov mod kvaksalveri som har bestået helt indtil 2007. Den stod i kapitel 6 i loven om udførelse af lægegerning. Denne lov er blevet afløst af Autorisationsloven hvor begrebet kvaksalveri ikke længere omtales. I stedet er der kommet et kapitel (26) om ’Øvrige bestemmelser for sundhedsfaglig virksomhed’. Det er denne kategori alternative behandlingsformer falder ind under.
Zoneterapi har ikke en autorisation, men til gengæld er der en ordning hvor zoneterapeuter, og andre alternative behandlere, kan blive registreret hos Sundhedsstyrelsen hvis vi opfylder nogle bestemte krav. Det er det der hedder RAB eller Registreret Alternativ Behandler.
I autorisationslovens kapitel 26 står der:
§ 73. En person, der ikke har autorisation efter denne lov, kan behandle syge, jf. dog § 1, stk. 3, og § 74. Den pågældende må dog ikke i den forbindelse udsætte nogens helbred for påviselig fare.
§ 74. En person, der ikke har autorisation som læge, må ikke behandle en person for veneriske sygdomme i smittefarligt stadium, tuberkulose eller anden smitsom sygdom.
Stk. 2. En person, der ikke har autorisation som læge, må ikke, medmindre andet er særligt lovhjemlet, foretage operative indgreb, iværksætte fuldstændig eller lokal bedøvelse, yde fødselshjælp, anvende lægemidler, der kun må udleveres fra apotekerne mod recept, eller anvende røntgen- eller radiumbehandling eller behandlingsmetoder med elektriske apparater, mod hvis anvendelse af uautoriserede personer Sundhedsstyrelsen har nedlagt forbud på grund af behandlingens farlighed.
Stk. 3. Nåleakupunkturbehandling er ikke omfattet af bestemmelsen i stk. 2.
Din sikkerhed for at behandleren lever op til lovens krav er hvis behandleren har en RAB registrering. Læs min artikel fra i går om RAB: [Sådan finder du en kvalificeret behandler]