For et par år siden skrev jeg en længere artikel om skinnebensbetændelse. Artiklen har jeg opdelt i en lille serie som du kan læse her på bloggen. Tilstande med betændelse er relativt nemme at behandle med zoneterapi og jeg har god erfaring med skinnebensbetændelse, som normalt er en tilstand hvor mange må give op.
Jeg har behandlet flere professionelle sportsfolk som har haft skinnebensbetændelse. På grund af tilstanden må de enten opgive deres karriere eller invalidere sig selv, men det er ikke nødvendigt at gøre nogen af delene. Jeg er selv ivrig sportsudøver og har stor erfaring med træning og planlægning af træningen så man kan træne mens man bliver behandlet.
Hvad er skinnebensbetændelse?
Af skader forårsaget af overanstrengelse, er skader i skinnebenet den mest almindelige. Dog ses skaden sjældent som en akut skade. Det er typisk en skade der opstår over længere tid og kan ende som en kronisk lidelse. Overanstrengelsesskader opstår som følge af forkert træning, udmattelse af musklerne, platfod, dårligt fodtøj, dårligt træningsunderlag, mangel på pleje af musklerne og selvfølgelig for stor træningsintensitet.
Motion med elementer af løb er blevet meget populært i de sidste par årtier, men desværre har dette medført flere tilfælde af problemer med smerter i underbenet. Et af problemerne er en tilstand hvor musklerne i underbenet bliver for store til muskelskederne (compartmentsyndrom) og det kan medføre følelsesløshed og nedsat funktion af benet. Der er også overanstrengelsesskaderne som man typisk finder blandt joggere samt middel- og langdistanceløbere. Men også grupper som sprint, orienteringsløb, og skiløb er udsatte, ja i det hele taget sportsgrene hvor løb og hop udgør en stor del af træningen. Det viser sig også at det typisk er aldersgruppen 16-29 år er den mest udsatte. Overanstrengelsesskader er bl.a. skinnebensbetændelse og træthedsbrud.
Skinnebensbetændelse hedder mange ting i fagterminologien. Man hører det omtalt som betændelse i knoglehinden på skinnebenet, tibial stress syndrom, periostitis, tibiaperiostit, benhindebetændelse, seneskedebetændelse, tendinitis osv. I daglig tale siger vi bare at vi har ondt i skinnebenet. Grunden til de mange navne er at tilstanden ikke i sig selv er en diagnose, men et symptom, som kan have forskellige årsager. Smerten kan således skyldes musklerne, knoglen eller tilhæftningen af musklerne. Det essentielle er, at denne artikel omhandler en betændelsestilstand i underbenet, som i det efterfølgende bare vil blive kaldt skinnebensbetændelse eller tibial inflammation. På latin betyder tibia skinneben og inflammation betyder betændelse.
Den kroniske skade kan sidde i huden, musklerne, blodårerne, knoglerne og nerverne. Nogle skader kan nemt forveksles med skinnebensbetændelse, heriblandt træthedsbrud på tibia. Det er derfor vigtigt at få stillet den rette diagnose hos lægen, før man selv behandler eller opsøger anden behandling. Men i de fleste tilfælde er der tale om skinnebensbetændelse, da dette er langt den hyppigste skade blandt idrætsudøvere.
I næste artikel vil jeg gå lidt mere i dybden med hvad skinnebensbetændelse er. Der er link til de andre dele af serien nedenfor eller du kan få en detaljeret oversigt i artiklen: Giv selv behandling med zoneterapi.
[…] Post navigation ← Previous […]