Der kommer næsten 1.000 resultater i en søgning i Google på Dr. Adamus og Dr. A’tatis hvis man specificerer 1582 som skulle være udgivelsen af en bog de to doktorere skulle have skrevet sammen. Denne bog skulle indeholde beskrivelse og brug a pressurpunkter der svarer til zoneterapi.
Men jeg blev meget skuffet da jeg opdagede at det var meget svært at finde skyggen af denne bogs eksistens nogen steder. Jeg var ret sikker på at bogen måtte findes eftersom alle referencer er enige om udgivelsesåret og forfatternes navne. Dog er der lidt spredt opfattelse af hvor i verden denne bog skulle være udgivet.
I 1582 var der begrænsede muligheder for at få udgivet en bog, men alligevel er der bud på både Italien, Frankrig og Tyskland. Uanset hvor bogen var udgivet måtte den være mulig at finde. Jeg har gennemsøgt samtlige referencer på Internettet, men ligesom de øvrige kilder ser det kun ud til at være zoneterapeuter der kender til forfatterne og bogen de har skrevet. Mærkeligt.
Jeg kontaktede en god ven der tilfældigvis også er ekspert i gamle bøger på Moesgårdbiblioteket ved Aarhus Universitet. Han var så venlig at guide mig på vej i min søgning og jeg endte således på verdens største liste over publicerede bøger – www.worldcat.org.
Min søgning blandt de 1,5 milliarder bøger online gav kun ganske få brugbare resultater. Jeg fandt ingen spor af Dr. A’tatis, men jeg fandt ud af at Dr. Adamus kunne være Dr. Adamus Lonicerus. Han var tysker, havde lægepraksis i Frankfurt am Main og var mest kendt for sine botaniske bøger. Det ser dog ikke ud til at han havde udgivet noget om zoneterapi eller lignende i 1582.
Dr. Adamus udgav en revideret udgave af sin bog ”Kräuterbuch” i 1582 og den skulle befinde sig på ”Pharmazie-historisches Museum” i Frankfurt. Om det er denne bog der refereres til ved jeg ikke, men det er muligt. Dr. Adamus har ingen medforfatter på denne bog.
Hvis der eksisterer en bog om zoneterapi fra 1582, så er den meget godt gemt eller også er der fejl i kildehenvisningen. Desværre ser det ud til at jeg rendt i endnu en blindgyde.
Jeg vil meget gerne høre fra dig hvis du skulle have information der kan bevise omtalte bogs eksistens.